Hvad er Wi-Fi, kort fortalt?
Wi-Fi er trådløst internet og gør, at du kan komme på nettet med eksempelvis din smartphone, PC eller tablet - uden at være tilkoblet et stik. Det er din router, der sørger for at udsende det trådløse signal, som din enhed fanger. Langt de fleste mennesker benytter sig af Wi-Fi, trådløst internet, derhjemme.

Se dit Wi-Fi som en motorvej og en landevej
For at opnå en nem forståelse af Wi-Fi kan du prøve at forestille dig to forskellige typer af veje, som du kan vælge at køre på. Du kan vælge den lynhurtige og sikre 5-sporede motorvej, som vi i en internetverden kan kalde for 5 GHz – eller du kan vælge den langsomme, bumpede og smalle landevej, som vi kan kalde 2.4 GHz.

De fleste mennesker bruger 2.4 GHz-landevejen, når de er på nettet. Der er massive køer her, og derfor kan du ikke køre særlig hurtigt. Denne landevej belastes tilmed ofte af en masse andet udstyr som eksempelvis dørklokker, mikrobølgeovne, babyalarmer og meget andet, der fylder og sløver trafikken. Og nogle gange er der så meget kamp om pladsen, at du risikerer at blive skubbet helt af denne internetvej.

Så hvis du synes, at dit internet er langsomt, eller hvis Netflix eksempelvis hakker, kan det skyldes, at du kører på 2.4 GHz-landevejen. Heldigvis kan du meget nemt skifte gear og cruise over på den brede 5 GHz-motorvej.

Sæt turbo på dit trådløse internet med 5 GHz
Du behøver ikke at have allernyeste model. Dog skal din bil – dvs. din router og din computer – leve op til et par standarder for at kunne køre på 5 GHz-motorvejen. Det er ikke alle routere og computere, der kan klare kravene, men herunder er et par råd, du kan holde dig til, når du vælger udstyr.

Hvad din router skal kunne
For at se, om din router er klar, kan du ganske enkelt se på pakken, som routeren kom i, eller på selve routeren. Se efter ordene "AC", "Gigabit Router" og "Dual Band", der betyder, at routeren kan køre på både 2.4 GHz og 5 GHz.

Hvad din computer skal kunne
Når du skal søge efter et trådløst netværk i dit hjem, kan du bruge din computer. Se efter det trådløse ikon i nederste højre hjørne på din computerskærm, og klik på ikonet. Hvis din computer er klar til at håndtere 5 GHz, så vil du automatisk kunne se et trådløst netværk med et navn, der ender på "-5GHz". Hvis dét er tilgængeligt, så anbefaler vi, at du bruger det. Hvis det viser sig, at din computer ikke kan håndtere 5 GHz, er der typisk 2 muligheder for dig:
* Få skiftet netkortet hos en professionel forhandler.
* Køb et netkort i form af USB - denne USB kan sættes på din computer, og den kan erstatte netkortet.

Placer din router et centralt sted
Udover at have dit udstyr i orden, bør du sætte din router et centralt sted i din bolig for at få hurtigt og stabilt trådløst internet. Det betyder, at du bør undgå at sætte routeren ind i skabe eller lignende, men meget gerne må stille den med frit udsyn, og tæt på det sted, hvor du ofte befinder dig, når du er på nettet.

Relevante links:
Se, hvordan du tester din hastighed
Se vores router her
Mikrobølgeovnen er gift for dit wifi - også naboens: Sådan klarer du skærene
Wifi-problemer? Her er den tekniske forklaring og en samling gode råd